En af de, i min erfaring, ofte oversete årsager til f.eks. lavt selvværd, overansvarlighed eller skyldfølelse er den følelsesmæssigt fraværende forælder.

Symptomerne minder om narcissistens gidsler

Symptomerne hos den, der blev udsat for det følelsesmæssige fravær minder meget om narcissistens gidsler.

Ensomhed, føler sig overset, skyldig i næsten alt, udvikler overansvar, mangler tillid til sig selv eller andre. De har ofte svært ved at modtage kærlighed og omsorg, er skeptiske overfor livet generelt, har let ved at føle sig stresset, mangler overskud, udvikler let angst og meget mere.

Nogle af de udsatte for følelsesmæssigt fravær kan endda udviklede en adfærd, der ved første blik ligner en narcissists.

Tilknytningen mangler

Tilknytning er afgørende for at børn bl.a. udvikler selvsikkerhed og tør have tillid til andre. Det er helt grundlæggende for barnets sunde udvikling, at det også lærer intuitivt at kunne stole på andre, for derved at lære at stole på sig selv.

Når børn derimod møder det følelsesmæssige fravær, har de vanskeligt ved at træne tilknytning. Den person, de pr natur stoler på, skal også vise, at den evner / at den kan indfri tilliden.

Fraværet af følelser og den manglende tilknytning viser sig senere i livet bl.a. som en generel skepsis. Mennesker, der ellers gerne vil yde omsorg afvises ofte.

Empater rammes hårdere

Hyppigt er klienten hos mig udstyret med en stor empati. Det virker som om, de meget tidligt har trænet den side af sig selv. At kunne ‘scanne’ mennesker for at sikre, om de var værd at stole på.

De er derfor som regel vældigt gode til at spotte mennesker med et emotionelt underskud. Nogle af empatens egne indre konflikter opstår derfor som en forventelig følge af, at de ikke kan bearbejde den signalforvirring, de opleve. På den ene side ønsket om at hjælpe. På den anden at ‘redde’ den, der mangler følelsesmæssig balance.

De kommer på den måde i klemme mellem 2 sider af sig selv, som begge vil styre. Skyldfølelsen over ikke at yde den nødvendige omsorg og angsten for igen at opleve skuffelsen, hvis modtageren misbruger deres tillid.

Med tiden kan den proces føre dem til at være stærkt afventende, i visse situationer nærmest apatiske. Beslutningen om at gøre det, der føles rigtigt forstyrres af angsten for at fejle.

Noget af det første vi derfor taler om og træner er at være mere opmærksom på egne behov. Det er okay at tage vare på sig selv, før der er overskud til andre. Fordi,

At være ligeglad er det værste, empater forestiller sig

Når vi mødes, har de ofte mødt en mur af ’belæringer’ i stil med, at de jo bare kan lade være at engagere sig.

For en empat er noget af det værste, hvis den ikke kan bruge sin indfølingsevne og omsorg. Enkelte har endda givet udtryk for, at selve formålet med deres eksistens føles som at yde omsorg – og hvis ingen vil have den, er der ingen grund til at være til….

Empaten kan derfor ikke bare ‘tage sig sammen’. Lige så lidt som modtageren, der har minus på følelseskontoen, kan tage sig sammen og tage imod.

Det følelsesmæssige underskud er en reaktion- aldrig en årsag

Baggrunden for den adfærd en person med følelsesmæssigt underskud viser, er både forventelig og logisk.

Da det følelsesmæssige svigt skete, var barnet som regel under 2-3 år iflg. min erfaring. Derfor var det også dybt afhængigt af forælderen. Barnet havde kunne endnu ikke håndtere, hverken hvad det selv følte, eller hvordan det skulle forholde sig til andres stemninger eller adfærd, endsige at kunne klare sig selv.

Der var et omsorgssvigt!

Dvs. at præcis der, hvor barnet havde mest brug for en voksen, der kunne berolige, skabe tryghed, opmuntre konstruktivt osv. var der ingen voksen tilstede. Formentligt fysisk, men ikke mentalt eller følelsesmæssigt. Og helt åbenlyst ikke tilstrækkeligt engageret.

Mange i den gruppe har oplevet, at når de som barn var kede, vrede eller sorgfulde, mødtes de af en uforstående og ikke-deltagende forælder, der bad dem styre sig, gå ind på værelset, stoppe med at skabe sig. Eller de fik besked på ikke at tænke mere på det, der havde fremkaldt følelsen.

Barnet lærte på den måde aldrig, at følelser er noget alle har. At følelser hverken er gode eller dårlige, men bare er, som et måleinstrument, der fortæller, hvordan det står til indeni.

Barnet udviklede derfor helt naturligt f.eks. en næsten kronisk skyldfølelse og med tiden måske overansvar for at få familien til at fungere, fordi ingen voksen tog et voksent ansvar.

Er den følelsesmæssigt fraværende forælder så ond eller dum?

Ingen af delene. De fleste af dem har blot aldrig lært, selv at forholde sig til egne følelser. Nogle af disse forældre har oplevet forskellige fysiske, verbale eller mentale overgreb, der fik dem til at kapsle følelserne inde.

Det synes, som om mange af disse forældre har lært en leveregel som: Og så taler vi ikke mere om det! Som de blot viderefører til næste generation.

På den måde nedarves problemet, indtil der over tid – gennem påvirkning udefra, ved chok eller en partner eller god ven med omsorg, forståelse og stor tålmodighed – kan gøres opmærksom på det forstyrrede i processen.

At skabe den forståelse er en lang proces. I min klinik møder jeg både nogle af de mennesker,  der forsøger at redde en af dem og en del der er vokset i et følelsesmæssigt fraværende miljø.

Jeg møder redderne sent i deres afvikling!

Typisk når udmattelsen viser sig og deres energi svinder ind.

Fastholder de f.eks., at det stadig er deres opgave at ‘redde’ nogen, begynder vi med at afklare, om den, de søger at ‘redde’, er det værd, eller der er tale om en narcissistisk adfærd eller måske en krænker/offer-type.

Derpå afklarer vi, hvor de bruger sig selv uhensigtsmæssigt. Og hvordan de fremover kan gøre det på en måde, der belaster og udmatter dem mindre. Og til netop den opgave er hypnose stadig den mest virksomme metode, jeg har mødt.

Ingen af disse omsorgsydere har lært at administrere deres indføling og derfor er det afgørende for det, de betragter som ’deres mission’, først og fremmest at beskytte sig selv. At lære at sætte sunde grænser er vigtigt. Ligesom de kan bidrage meget mere nyttigt og konstruktivt, når de ved, hvad de vil acceptere og hvad ikke. Det giver dem muligheden for fremover at kunne ’hælde af en fyldt kande frem for som tidligere fra en tom’.

Et af de næste step er, at de finder en måde at kommunikere ligeværdigt. Dvs. at de fastholder egne grænser samtidig med, at de kan anerkende den udsattes situation og synspunkter.

En af de hyppige faldgruber opstår, når de betragter den udsatte som irriterende, dum, uforstående osv. I virkeligheden er det ikke den udsatte som person, men alene dens adfærd, der irriterer eller provokerer. Derfor er det også nødvendigt at lære, hvordan tolerancen kan styrkes, som viden om brugbare værktøjer forøges.

Den der voksede op med følelsesmæssigt fravær

er meget ofte plaget af lavt selvværd, ensomhed eller en let depressiv tilstand. At have vanskeligt ved at modtage kærlighed og omsorg er et andet typisk signal. Overtænkning er en anden almindelig reaktion, idet de jo aldrig lærte at følelser er ok og derfor har trænet at tænke sig til, hvad de nok føler.

Evigt tilbagevendende tanker om fejlsøgning ofte fulgt af behovet for at placere ansvar og skyld er et andet tegn. Som regel er de dog mest plaget af deres egen skyldfølelse, da de jo aldrig lærte, at det var ok f.eks. også at være uenig med forældrene. De har også ofte svært ved at tilgive sig selv, da det jo ligger dybt, at det meste sikkert er deres egen skyld.

Også her handler det om at lære, at det er ok at nøjes med at være til, selv om man ikke helt forstår det i første omgang. Dernæst skal der også her sættes afklares og sættes klare grænser ud fra, hvad der føles rigtigt og ikke, hvad der tænkes at være rigtigt.

Også her er hypnose den entydigt mest effektive metode at tillade de nødvendige forandringer.

Oprindelsen til ideen handler udelukkende om overlevelse

Dengang barnet oplevede svigtet første gang, var det nødvendigt. For at overleve – så godt som muligt – ikke, som det nødvendigvis ville være bedst.

Som klienten i min stol finder sig selv og forstår, at den udsatte ikke er i kontrol over, hvordan den selv agerer, bliver mange situationer meget lettere at komme igennem.

Ingen er bevidst ude på at genere, da enhver handling dybest set udspringer af et ønske om at finde frem til en form for tryghed. Og hvis det virkede dengang som barn, blev løsningen vedtaget og efterfølgende brugt som selve måden, det skulle gøres.

Den uheldige adfærd, skænderierne, de søvnløse nætter, bekymringerne, der ofte følger i kølvandet på den slags relationer er alene re-aktioner, følger, effekter af noget forudgående.

Ligesom de fleste særlige adfærdsmønstre er der reelt bare tale om reaktioner som følge af en årsag. Som en tillært refleks.

Og i mange samtaler med mine klienter har netop den forståelse bragt den nødvendige klarhed ind i deres relation med den udsatte. Og det er første skridt i retning af at trives med sig selv. Resten kan hypnose enkelt og effektivt gøre noget godt ved.

Har du mødt en, som slider dig mere end du har godt af eller har du selv svært ved at føle dig god nok og tage mod omsorg og kærlighed? Lad mig kontakte dig, så du ved, hvordan du kommer videre. Som dig helt og fuldt.