Du kan lytte denne artikel på podcasten Hypnotisk Kvarter på iTunes via dette link: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/hvad-er-hypnose/id1685817250?i=1000611407905&l=da

eller amazon music via dette link: https://music.amazon.com/podcasts/40a7d03c-cf9e-4907-a8ac-38c58014358d/hypnotisk-kvarter—hvad-er-hypnose-for-noget

Hjerneskader og hypnose er effektivt miks

Her vil jeg fortælle dig mere om, hvorfor jeg elsker at arbejde med mennesker og hypnose, fordi det kan gøre en massiv forskel i livskvalitet.

Sen-hjerneskader er et af de områder, der har min opmærksomhed.

Det er magisk at se, hvilke fantastiske muligheder, der findes i mennesket til at overkomme selv voldsomme oplevelser og finde en normaltilstand, mennesket igen kan trives i. Det er der, jeg mest tydeligt oplever, at mennesket er magisk.

Det som nu kaldes erhvervede hjerneskader betegner skader, der opstår i hjernen efter det 14. levedøgn.

Opstår der en skade ved f.eks. hjerneblødning eller en ulykke vil hjernen naturligt have nogle fysiologiske defekter, som sætter grænser for, hvordan livet kan leves bagefter.

Iflg. tal fra hjerneskadeforeningen lever mere end 230.000 danskere med en form for hjerneskade. At undgå at møde en med hjerneskade er derfor højst sandsynligt.

Mange af de hjerneskadede, jeg har mødt og arbejdet med, fortæller, at de særligt er generet af, at det ikke altid er umiddelbart synligt, at de har skaden.

Er deres gang besværet eller en arm er låst i spasmer er det åbenlyst, men selv der, vil det ikke altid fremstå klart, at de måske har behov for, at du taler lidt langsommere eller mere tydeligt. Og selv det, er langt fra altid det, de har brug for.

Nogle har fortalt, at når folk ved, de har en skade, nærmest råber de, som om skaden også havde ramt hørelsen.

Alt i alt kan det være forbundet med en ydmygende følelse at have fået en skade på hjernen. Udover besværet med selv at opleve begrænsningerne.

Enhver hjerneskade er unik og varierende

Det er min erfaring, at alle hjerneskader påvirker forskelligt.

Selv om der er mange fællestræk, med f.eks. begrænset bevægelighed, hukommelses- og koncentrationsbesvær, træthed, mental udmattelse og meget andet, er der hos hver enkelt en særlig nuance, der adskiller den fra andres oplevelse af tilstanden.

For det er en tilstand. Jeg betragter begrebet tilstand, som noget vi kan være i gennem kortere eller længere perioder og ikke nødvendigvis altid den samme tilstand.

At have en hjerneskade kan i lange perioder opleves som uendeligt. Som om intet forandrer sig. Virkeligheden er, at der sker løbende forandringer. Nogle gange til det bedre. Særligt, hvis der arbejdes for det.

Da jeg fik øje på muligheden

Under min hypnoseuddannelse blev jeg opmærksom på muligheden for måske at gøre en forskel på det område, ved at bruge metoder og teknikker fra hypnosen.

Dengang var Jonas Lindeløv, Ph.D, i gang med sine første studier af hypnosens eventuelle virkning på hjerneskader. Siden har han udvidet undersøgelserne, bl.a. med støtte fra Trygfonden.

Nysgerrigheden var vakt hos mig og jeg havde anledning til umiddelbart efter at afprøve nogle af mine ideer om hypnose og hjerneskade med en af mine venner.

Desværre var han blevet ramt af 2 hjerneblødninger umiddelbart i forlængelse af hinanden, hvilket havde medført bl.a. delvis lammelse i den ene side.

Vi havde aftalt at mødes, for at holde hans situation og oplevelser sammen med mine forslag for at afklare, om vi måske kunne forbedre hans situation.

Dengang så vi sammen hans manglende frihed til at bevæge sig, som et af de umiddelbare punkter på listen. Den kognitive formåen, hukommelse, koncentration og mentalt overskud anså vi for at være næste punkt og sådan gennemgik vi det, han mente var mest generende.

Med besvær tog han imod mig ved indgangen til hans hjem. Rollatoren stod konstant i vejen og ville tilsyneladende mest forhindre hans fremfærd på vej tilbage til stuen.

Her satte han sig på langs i en 2 personers sofa med ryggen mod armlænet. Jeg satte mig ved siden i en 3 personers sofa. Det gjorde, at han var nødt til at dreje sig, når han ville se på mig under samtalen.

Af og til faldt den lammede sides ben eller arm ned, hvorpå han samlede dem op igen med den modsatte hånd.

Efter nogen tid ville han kunne se lettere over mod mig, hvorfor han, da armen alligevel var faldet ned, humpede hen over sofaen på enden. Mens vi begge var dybt engagerede i samtalen, satte han sig mod det modsatte armlæn, løftede det lammede ben op med den raske hånd, hvorpå den lammede arm af sig selv lagde sig på ryggen af sofaen. Vi fortsatte samtalen og det slog mig, at når den lammede arm selv kunne finde op til rygstødet, var der i hvert fald kontakt til musklerne. Der var åbenlyst noget at arbejde med.

Efter en lang og god snak, som gamle venner gør, begyndte vi processen.

Han placerede sig på en briks med et tæppe over sig. Jeg havde forberedt nogle mentale øvelser og forslag til hans underbevidste sind og efter ca. 25 minutter, hvor han fortsat var i hypnose, skubbede den lammede arm tæppet væk fra overkroppen. Efter yderligere ca. 10 minutter talte jeg ham ud af hypnosen og han spurgte, hvordan armen og tæppet var kommet dertil, hvor de nu befandt sig.

Det gik op for ham, at det var foregået helt af sig selv, og han løftede så den ellers lammede arm, spredte fingrene og prikkede sig selv på næsen – bare for sjov – for første gang siden skaden.

Det blokerede ben fortalte han, var totalt afslappet og uden de spastiske kramper, der ellers havde fastlåst musklerne siden skaden.

Træning er vigtig

Han fortsatte selvfølgelig sin fysiske træning og ganglængden blev stadig længere for hver dag. Da vi mødtes næste gang, efter et par uger, havde han returneret udstyret, der skulle hjælpe til at løfte foden på det lammede ben, når han gik. Det var blevet overflødigt og vi fortsatte processen.

Har man en sådan skade vil det mentale råderum, evnen til at holde fokus normalt være begrænset i forhold til tidligere.

Derfor er det usædvanligt, at varigheden af hypnosen er som ved andre uden skade.

Som vi mødtes flere gange blev han i stand til at være i hypnose længere for hver gang og efter 3. møde holdt vi en lidt længere pause, da han og hans hustru skulle på ferie.

Hun sendte senere en film til mig, hvor han var ude at snorkle. Da han nærmede sig kysten, rejste han sig, svajede lidt til balancen var sikret og gik så langsomt ind på stranden.

Vi arbejdede i alt 5 gange med hypnose, hvorpå vi enedes om, at vi dengang havde opnået, hvad der var tilgængeligt. Og her godt 5 år senere har han generhvervet sit kørekort og kan igen bevæge sig omkring. Med begrænsninger, ja, men selvstændigt.

Det kræver mod og fightervilje at have en skade

Siden har jeg mødt mange med hjerneskade og det slår mig hver gang, hvor enestående fightere, de er hver især.

Alt hvad der tidligere var almindeligt og hverdagsagtigt er forandret. Som med et trylleslag, skal mange ting læres på ny.

Nogle på grund af sproglige udfordringer, som visse ord eller navne der er forsvundet – jeg arbejdede på et tidspunkt med en mand, der havde mistet alle navneord og navne på personer, han ellers kendte. Han kunne snildt spille kort med vennerne, men makkerens navn var slettet fra hukommelsen. Skulle han hente tomater i drivhuset, kom han som regel ind med noget andet.

Andre oplever alene fysiske begrænsninger, andre igen kombinationer på mange måder og derfor er det så vigtigt, når vi arbejder med hypnose ved hjerneskade at afklare, ikke blot hvilke områder begrænsningerne er på, men især, hvilke områder, der skal have første prioritet.

Meget ofte vil det ved f.eks. blokering af bevægelser være forbundet med angst at skulle træne gang, trapper osv.

Det er i min optik helt naturligt. Hjernen rummer en funktion, der skal sikre os. Hvis erfaringen er at, sidst jeg faldt, var det ganske voldsomt ubehageligt, så vil den funktion gøre, hvad den kan for at undgå gentagelser.

Nogle af mine kunder med hjerneskader, kan have svært ved første gang at tillade sig at give slip og lade afslapningen hjælpe dem ind i hypnosen. Naturligt nok, tænker jeg, da de netop dengang skaden opstod blev tvunget til at slippe kontrollen på alt. Og da de vågnede, var alt forandret.

Senest ved anden session går det langt lettere at give slip og lade forandringen føre til en bedre oplevelse. Sikringsmekanismen i hjernen har opdaget, at det er trygt at give slip og kan være forbundet med nyt velbehag at vende tilbage efter afslapningen.

At skabe en hverdag efter hjerneskade kan være en holdsport

Et vigtigt udgangspunkt for bedst muligt at kunne finde tilbage til en normaliseret hverdag er, efter min erfaring, at der er opbakning fra de nærmeste omgivelser. Selv om det heldigvis er de fleste, jeg har arbejdet med, som har oplevet det, er det stadig helt tydeligt, at opmuntringen, opbakningen fra de nærmeste er meget afgørende for virkeligt at lykkes med at vende mest muligt tilbage til en form for normal.

Vi kan ofte gøre ganske meget ved hjælp af hypnose. Ligesom meget kan forbedres ved fysisk træning.

Ingen af delen kan dog stå alene.

Det fungerer bedst når målet er klart

Det er mit klare indtryk, at genoptræning uanset art fungerer bedst, når der er nogen eller noget, at gøre indsatsen for. Og det er sjældent tilstrækkeligt at gøre det for sig selv alene.

Der skal være et HVORFOR, for at enhver anstrengelse kan føre i den retning du ønsker.

Det har været almindeligt i erhvervslivet i adskillige år, at du skal vide, hvorfor du driver din virksomhed. Mission-statement kaldes det også. Før enhver opgave er du nødt til at være afklaret med, hvorfor du i det hele taget ønsker at begynde og hvad målet er.

I enkelte tilfælde har jeg set fremskridt hos den skadede, mens vi arbejdede og umiddelbart efter. Efter nogen tid var der imidlertid kun relativt få forbedringer tilbage. Det kan selvfølgelig være et sammentræf. Jeg undres dog over, at det ofte sker, hvor partner eller nærmeste familie synes, at det f.eks. varer for længe inden den gamle normaltilstand er tilbage. Hvad den måske aldrig kommer fuldt ud.

Eller, partneren synes det er for dyrt med den langvarige træning, fysioterapi, hypnose, træningsophold osv. selv om penge absolut var uden betydning i de familier.

Prioriteringerne lå, hos ‘bevilgende myndighed’, som en klient beskrev det,  tilsyneladende på andre områder end på genoptræning. Et valg vi nødvendigvis må acceptere.

 

Det kræver udholdenhed at have en hjerneskade

Er opbakningen ikke til stede, er det let at falde i den fælde, der fastholder begrænsningerne og som alt for ofte fører til opgivenhed, udmattelse og en på sigt misforstået accept af, at det jo er sådan det er.

Heldigvis har de fleste af mine klienter på området en virkelig omfattende støtte fra deres nærmeste. Partnere, familie og venner, der støtter og lytter, kører til og fra træning, overtager opsynet, når den daglige observatør og ledsager trænger til en pause. De deltager ved lægebesøg, stiller spørgsmål, den ramte ikke selv har mod, ideer eller lyst til at stille.

De bedste af disse aktive partnere stiller også krav til den ramte.

At den, der har skaden, en gang i mellem falder i selvmedlidenhedens dyb er forståeligt og en vigtig del af bearbejdelsen af sorgen over ikke længere at kunne deltage og bidrage som tidligere.

Men, når den periode har varet længe nok, opfordrer og udfordrer partneren igen og sætter nye mål. De foreslår handlinger, leger f.eks. ideen om at gå en tur ind, som om det var en aftale osv. osv.

Det ER anstrengende at være nærmeste til en hjerneskadet

Det kan være uhyre krævende at være nærtstående til en hjerneskadet.

Derfor er en fast bestanddel af mit arbejde med denne gruppe, at den eller de nærmeste pårørende får tilbudt at forløse de mange akutte tanker og følelser, der opstod lige da skaden skete.

Forestil dig at stå som pårørende, uden viden om din nærmeste vil overleve. Hvis den gør, om den kan kende dig, tale, tænke, hvordan dit og jeres liv vil blive, økonomi, boligforhold, evt. hjælpemidler, hvem der kan støtte og meget mere.

Alle disse tanker udgør hos næsten alle i den situation en uoverskuelighed, der forankrer sig og over tid udmatter.

Ethvert signal, der kan mistænkes som tilbagefald eller en ny skade overtolkes og i den akutte situation fryser normale, sunde reaktionsmønstre fast, fordi der mangler en strategi for, hvordan sådan en begivenhed skal håndteres.

Naturligvis har kun de færreste en strategi for det. Ingen af os forventer, at det sker. Selv om ca. 26.000 voksne og ca. 1.500 børn årligt rammes af en hjerneskade.

Det er derfor også uhyre vigtigt, at den eller de pårørende finder måder at holde fri. Måske nogen kan holde opsyn, hvis det er nødvendigt. Eller en gammel fritidsinteresse kan tages op igen. Et kaffemøde med gode venner, kan gøre undere og skabe den pause, det frirum som er nødvendigt for at lade op og igen have overskud til at fortsætte i retning af målet.

Kender du en, som har erhvervet en hjerneskade, er det derfor afgørende, at være der for den.

Ja, det kan og vil være opslidende, frustrerende og udmattende. Både for den, der har skaden og for de nærmeste omkring den.

Ikke desto mindre synes det, i min erfaring at være et mindst lige så stort aktiv som al anden genoptræning, at der er en gyldig grund til at vende tilbage til hverdagen, så godt det er muligt. NOGEN OG NOGET at gøre det FOR og allerbedst MED.

Har du lyst til at vide mere om, hvordan jeg arbejder med hjerneskader? Lad mig kontakte dig, så du ved, hvad du kan forvente.