At være nærmeste omsorgsperson til en elsket med sen-hjerneskade er krævende.

Ikke blot er det vigtigt, at holde humøret oppe – i perioder hos begge – også de fysiske udfordringer sætter livet på spidsen.

Den ramte selv kæmper en brav og ofte ulige kamp med og for sig selv. Til tider også med ’systemet’.

De nærmeste pårørende er vigtige

Målet er selvfølgelig altid at vende mest muligt tilbage til fordums førlighed og formåen. Og her har de nærmeste stor betydning.

Deres omsorg er i min erfaring afgørende for, hvordan den ramte udvikler sig.

Ikke alene genoptræning, tilbud fra sundhedsvæsen m.v. er vigtigt. Især hører jeg fra mennesker jeg møder med sen-hjerneskade, at deres nærmestes indflydelse har været væsentlig for at fortsætte kampen.

De nærmeste kæmper for at holde til presset

Jeg oplever, næsten hver gang, at den nærmeste pårørende har været ude for et enormt pres allerede da skaden skete. Bekymringer, sorg, angst og meget andet har ofte sat sig som et spor af ubehagelig underlægningsmusik – så meget af den indsats de yder – nærmest sker på trods af deres egne ressourcer.

Kun ganske få jeg har mødt med den nødvendige distance til at kunne være der, hjælpe og motivere til den ramtes udvikling uden at det var på bekostning af dem selv.

Og det er ganske naturligt: Når vi har følelser i klemme, bliver det vanskeligt at holde sig neutral på en konstruktiv måde.

Derfor er de nærmeste vigtige

Og derfor tilbyder jeg altid de nærmeste til sen-hjerneskadede at få ryddet op i de erindringer, der ligger fra perioden omkring skaden og efter.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Forestil dig, at en computer skal rense harddisken for en skadelig påvirkning. Den samler de fundne filer og programstumper og sletter dem, så de er færdige med at gøre skade.

På næsten samme måde kan vi under hypnose påvirke underbevidstheden til at nulstille de minder, der ellers bare ville fortsætte med at lægge den ubehagelige underlægningsmusik på hverdagen.

En teknik der på mange måder minder om behandling af PTSD kan neutralisere en del af de kraftige tankemæssige påvirkninger der uvilkårligt opstår, når der er pres på.

Erindringen om hændelsen vil naturligvis stadig kunne genkaldes. Men de følelsesmæssige forbindelser, der kunne skabe blokeringer både fysisk og mentalt kan neutraliseres. Det opleves hos de fleste som større mentalt overskud og mere fysisk energi. Og lysten til at fortsætte vil normalt forstærkes.

De stille hjælpere

Jeg ser det igen og igen, at de ’stille hjælpende’ personer som regel er de hårdest ramte. De udviser stor hjælpsomhed, empati, kærlighed og underkender ofte egne behov for at have været angste og bekymrede under forløbet, hvor alt er udfordrende og usikkert.

Nogle få udvikler en hård attitude, der skal forsøge at undgå at vise sårbarhed. Det interessante er da, at når de lærer at være sårbare, bliver de usårlige. Som i så mange andre af livets situationer.

Uanset hvad baggrunden for en adfærd er, vil den altid have som mål at klare sig bedst muligt gennem enhver situation. Der er kun sjældent tale om en bevidst valgt adfærd, idet underbevidstheden styrer op mod 95% af al adfærd vi viser som voksen.

Spørgsmålet er så: Hvis du er nærmeste til en sen-hjerneskadet eller kender en. Hvor længe skal den så slæbe rundt på forældede og begrænsende bekymringer, der alligevel ikke hjælper nogen?

Hvis du kender en, der kunne trænge til at få renset ud i de ubehagelige minder, så lad mig ringe til dig, helt gratis og uforpligtende. Så ved du, hvad i kan forvente.