Hvorfor provokerer narcissisten til at du skal reagere?

Har du ramt en narcissist, kender du helt sikkert, at du skal bringes i en situation, hvor du er nødt til at forsvare eller forklare dig.

Du kender også skuffelsen over, at det igen lykkedes at bringe dig ind i det hjørne, hvorfra ingen udvej fandtes. Og skamfuldheden over, at du end ikke var i stand til at holde fast i din plan om at være upåvirket.

Har du nære relationer ’i klemme’ ved narcissisten, kender du også til skyldfølelsen over, at det er umuligt for dig at skærme dem. Også selv om de måske rigeligt er gamle nok til at tage ansvar selv.

Det er blot nogle af de eksempler, mine klienter beretter om fra deres hverdag.

Så, hvorfor kan du provokeres til at gøre andet end det, du godt ved vil fungere for dig?

Du har mødt en ekspert

Det skyldes, at narcissister er eksperter i at manipulere og dominere andre. De har trænet siden, de som ganske små børn oplevede, hvordan det var, ikke at blive set, mødt, hørt og anerkendt som dem, de er.

Det har givet dem en fordel på point længe inden du opdager, noget er på vej.

Men, der findes en teknik, jeg har lært af Ross Rosenberg. Måske den også kan hjælpe dig:

Observe, don’t absorbe!

Bestem dig for, at fra nu af vil du træne ved hver anledning, så du bliver rigtigt god til at være upåvirket.

Der kommer helt sikkert mange muligheder for at træne, så længe du har en narcissist i din omgangskreds. Så lov dig selv – fordi du fortjener at være dig, på din måde – at fremover vil du hver gang øve dig i at iagttage, betragte og genkende mønstrene. Uden at tage dem ind, som om du var den fejlbehæftede!

Virkeligheden omkring narcissister er, at de har forholdsvis få men meget faste måder at forholde sig til mennesker. Mønstrene er derfor til at lære at gennemskue. Med tiden vil du opdage, at som du bemærker stadig flere af deres faste rutiner, er det lettere at undgå at blive såret.

I har hver jeres virkelighed

En del af narcissistens virkelighed er, at den netop går målrettet efter at du skal vise du er ramt. Det giver den følelsen af kontrol. Den kontrol som netop manglede, da den var meget lille barn, hvor metoden med at dominere og kontrollere andre opstod.

Det har været alment anerkendt, at narcissister ikke kunne gøre for, at de sårede andre. Jeg har også selv tenderet til den opfattelse. Men, i den seneste tid har også jeg set og hørt om eksempler, hvor jeg oprigtigt bliver i tvivl, om det nu også er hele sandheden.

Narcissister er ikke nødvendigvis bevidste om deres handlinger. De er blevet så indgroede vaner, at de bare sker. Spørgsmålet er så, hvornår en handling kan bedømmes som ondskabsfuld. Er det når effekten viser sig som ondskab eller når handlingen planlægges?

Uanset hvordan det vendes, vil en del af deres handlinger have et, for dem selv, positivt mål. De skal føle sig trygge og veltilpasse. Bagsiden er, at det skal ske uanset, hvilke omkostninger andre måtte have.

Da de totalt mangler evnen til at sætte sig i andres sted, er de ude af stand til at forstå effekten af deres handling.

Er de virkeligt frikendt for ansvar?

I straffelovgivning tales der om at uvidenhed ikke fratager ansvar. Skulle det samme gælde her, kan der ligge en forhåndstilladelse ved at tilkende narcissister retten til at såre andre og misbruge alle omkring sig. Alene for at de selv har det nogenlunde.

Problemet i den fremgang er, at narcissister generelt hader sig selv. De afskyr følelsen af mindreværd, som de kompenserer for, ved at bruge og misbruge andre. Blot for at opleve, at selvhadet øges.

Tilfredsstillelsen de opnår er kun kortvarig. Den skal derfor suppleres af et nyt hit-and-run projekt, der kan dulme følelsen for et øjeblik. Processen hører aldrig op for dem.

Netop derfor er det afgørende, du lærer, at det aldrig havde noget med dig at gøre.

Du er som du skal være. Du kan fungere med så mange andre mennesker, uanset jeres forskellige synspunkter og holdninger. Men lige præcis med narcissisten kan du ikke fungere. Det fortæller alt om både dig og den.

Træn dig selv løbende i at iagttage mønstrene uden at blive en del af spillet. Med tiden kan du forudse, hvilket spil, der bliver det næste. Anerkend så dig selv for, at du bliver bedre og bedre til at iagttage mønstrene og til at holde dig selv ude af ligningen.

Narcissister ønsker at blive tilbedt, feteret og forgudet. Af alle omkring sig. Når jeg selv iagttager spillene ved en person med klare narcissistiske træk, tænker jeg på et tyrkisk ordsprog, som hjælper mig til betragte med afstand:

Når en klovn flytter ind i et slot, bliver han ikke konge. Slottet bliver et cirkus.

Måske den sætning kan hjælpe dig til at huske dig selv på, at det aldrig var dig, der var forkert. Du blev bare ramt af den forkerte person.

Har du slået dig på en narcissist?

Er du ramt af en narcissist skal du vide, at du langt fra er den eneste. Det er en af de vrangforestillinger, narcissisten etablerer for dig.  At du er den eneste med så stor overfølsomhed og at du derfor er forkert.

En stor del af mine klienter har været i klemme hos en af disse specialister i manipulation og de har alle fundet indre ro, frihed og følelsen af selvværd og respekt.

Overvejer du, om der findes en vej væk fra og en måde at være dig fuldt og helt efter opgøret med en narcissist, så lad mig kontakte dig helt uforpligtende for en 30 min. samtale. Så ved du, hvordan du kommer videre.