Du var aldrig forkert og det var aldrig din skyld.

Uanset hvad du nogensinde har troet om dig, var du altid, som du skulle være. Størstedelen af det ansvar, du har påtaget dig, var alligevel aldrig dit. Hvis der i din barndom overhovedet var et ansvar at tage, kunne det alene være voksne, som kunne tage det. Derfor er du USKYLDIG!

Skyldfølelse holder dig tilbage

En af de ofte oversete årsager til mistrivsel, både på job og privat, er skyldfølelse.

Den begrænser ikke blot velbefindende, men modarbejder ligefrem glæde, veltilpashed, trivsel, overskud, kreativitet og meget mere.

Mennesker, der møder stressreaktioner, depressioner, angst og andet, har meget ofte det tilfælles, at de konstant dømmer sig selv skyldige i ….. noget. Særligt at være for lidt. Når jeg spørger dem, hvorfor netop de skulle være skyldige og hvad det dog skulle være i, hører jeg svar som: Men, hvem skulle ellers…. Hvis ikke jeg skulle, så ville det jo aldrig….. osv. osv.

Det går aldrig rigtigt op for mig, hvad de er skyldige i eller hvorfor. De har dog normalt på et tidspunkt PÅTAGET sig et ansvar. Om de samtidig havde muligheden for at udføre opgaven – altså, om de også havde muligheder og beføjelser – har de som regel undladt at sikre sig.

Det begynder tidligt

Som børn har de meget ofte påtaget sig opgaven at fungere som mæglere mellem stridende parter, eller de har alt for tidligt lært overansvarlighed, når forældrerollen ikke var udfyldt. Som voksne har mange af dem således et mønster med sig, der blot udbygges af de roller, disse fantastiske og meget hyppigt omsorgsfulde mennesker, havner i.

Der er i min erfaring en åbenlys sammenhæng mellem valg af job og de særlige mønstre, disse mennesker har trænet gennem opvæksten.

Fordel og ulempe i ét

Det er på samme tid både en gigantisk fordel og en meget stor risiko.
Fordelen er ligetil for alle, der møder dem i omsorgsroller som pædagoger, sundhedspersonale etc. Samtidig også for dem selv, da de her kan udnytte deres særlige færdigheder og evner.

Risikoen er næsten ligeså stor. De påtager sig simpelthen mere end godt er. Når jeg f.eks. møder sygeplejersker eller pædagoger, der møder ind alene til opgaver for 2-3 andre, som var sygemeldt eller på anden vis fraværende, er det forventeligt, at de skal udvikle tegn på overbelastning.

En større del af dem har først og fremmest brug for egenomsorg, før de igen kan yde for andre i et sundt omfang. De ender så at sige med at ville hælde fra en tom kande. Resultaterne er åbenlyse og forudsigelige: Stressreaktioner, dårlig trivsel, udbrændthedssymptomer, søvnbesvær og meget andet alt for velkendt.

Og hvad kan de så gøre?

Mange lærer ved stresscoachtræning, at de bare skal sige fra. ”Lær at sige Nej!” er mantraet.
Det hjælper dem som regel kun begrænset og i kort tid, før overansvaret igen løber af med dem og de atter føler sig skyldige i…. noget. Og i hvert fald at være for lidt. For hvis jeg bare var nok, så kunne jeg….. lader til at være forsvaret for den automatiske respons.

Der er i min optik flere trin i raketten før de igen kan fungere optimalt og holdbart på job:

  • For det første, er det langt vigtigere, at de lærer at sige betinget ja. Når opgavelisten overstiger det mulige, er det afgørende at kunne gennemskue konsekvenserne og påpege delopgaver, der nødvendigvis må tages stilling til.
  • Dernæst er det nødvendigt, at organisationen arbejder ud fra, at de, der står for den operationelle udførelse også praktisk kan træffe de nødvendige beslutninger. Det er mit indtryk, at en del af disse fag oplever hverdage, hvor ansvaret overføres uden tilsvarende beføjelser og beslutningskraft.
  • Ydermere må den enkelte medarbejder lære, at den allerede er, som den skal være. Mange af mine kunder har helt fra barndommen en ide om, at de nok skulle kunne, gøre eller være noget andet, end de nu engang var. Og at det derfor nok var deres skyld, hvis far var sur eller mor var ked.

Børn forstår helt enkelt ikke, at der kan være andre forhold, som påvirker forældrene til deres adfærd. Og da børn pr natur er loyale overfor forældrene, er den første reaktion, at det nok er deres skyld. Det var det aldrig!

Det kan helt enkelt aldrig være barnets skyld. Det var en misforståelse, der skal elimineres og erstattes af en ny og opdateret selvopfattelse, som underbygger og styrker følelsen af at være præcis den, man blev født til at være. Med alle sine muligheder og evner i spil.

Her kan hypnose noget ganske særligt

Det er netop i den proces, jeg oprindeligt mødte hypnose, som et ufatteligt kraftfuldt middel til at etablere et nyt og konstruktivt selvbillede, der giver plads til at udnytte alle sine medfødte muligheder.

Ved hjælp af hypnose kan de ideer, vi alle optager som sandheden om os, indtil vi fylder ca. 8 år, justeres og erstattes af nye beslutninger og tanker, der fremkalder de billeder om os selv, som kan frembringe den følelse af velvære, overskud, mod, selvsikkerhed og styrke, vi ønsker at bruge i hverdagen.

Har du lyst til at høre mere om, hvordan hypnose måske kan hjælpe dig, så lad mig kontakte dig helt uforpligtende.