Vi har alle særlige karaktertræk, vi benytter i forskellige passende situationer.

Gennem livet oplever vi konstant situationer, hvor vi skal tage stilling. Vi lærer at gå og tale, fordi det giver os nogle muligheder, vi gerne vil have. Vi lærer at læse, cykle og alle de andre praktiske ting, der nu falder os så let.

Vi lærer også en række psykologiske spil, som vi anvender i situationer, hvor de synes at være nyttige. Vi lærer hvordan vi opnår det vi ønsker, ved at tage del, engagere os, løse opgaver for andre og meget mere.

Vi lærer også at overse, lyve, gå på kompromis, udstille eller hævne og meget andet.

Alt sammen helt naturlige reaktioner, som ingen af os var født med. Vi lærer og træner, hvad vi tror, bringer os det, vi ønsker.

De basale behov som føde, omsorg, kærlighed skal tilfredsstilles særligt meget i den første periode af livet, for at vi bliver velfungerende voksne. Om de handlemønstre, vi ellers tilegner os og træner fører til oplevelsen af trivsel, prioriteres lavere.

I enhver situation besluttes uden bevidste overvejelser, hvad der lige her i nuet synes at være mest givende. Jeg oplever det f.eks. når en klient ønsker at stoppe med at ryge. Der er altid en yngre del af bevidstheden, som lige der tror, det er bedst at ryge. For ellers vil de andre ikke være sammen med eller de truer med at fortælle en løgnehistorie eller…..

Denne yngre udgave af personen vælger så f.eks. at begynde at ryge for at være socialt accepteret eller for at opnå noget af alt det andet, der synes vigtigt nok. Der er altid tale om en prioritering.

En ubevidst beslutning – uanset omkostningen

Ingen er i tvivl om effekten af f.eks. rygning, men beslutningen bygger på, at den sociale accept er vigtigere. Og den beslutning trænes så resten af tiden og bliver på den måde en indgroet vane.

Som eksempel var en 58-årig kvinde begyndt at ryge som 12-årig. Hun ville stoppe rygning og under hypnosen har jeg en dialog med den 12-årige del af bevidstheden, der står med sin første smøg – endnu ikke tændt – og da jeg spørger denne 12-årige, om det er meningen, at hun vil få den voksne udgave af sig til at miste åndedrættet som en følge af, at hun er på vej til at tænde smøgen, siger hun hulkende: ”Nej selvfølgelig ikke. Og det værste er, at jeg har stjålet cigaretten fra min mor”.

Dialogen førte her bl.a. til en ny forståelse hos den yngre version af personen. Ingen af de andre dengang fra bag skolen var hun i kontakt med som voksen, så værdien af deres accept var forsvundet. Andre argumenter fik samtidig den yngre version af kvinden til at indse, hvordan hun i stedet kunne støtte den voksne version ved bl.a. at være røgfri.

Det kan måske virke vel kreativt, at en oplevelse for længe siden, kan styre så meget og måske især, at den kan ændres. Ikke desto mindre viser det sig, at når den yngre version af personen forstår, at en ændret beslutning, som førte til problemet for den voksne, kan medføre langt bedre velbefindende, ja så forsvinder ofte effekten af den oprindelige beslutning. Det samme sker f.eks. ved mindreværd, højdeskræk og mange fobier.

Du besluttede bare det, du troede var bedst – for du vidste ikke bedre

Langt de fleste problemstillinger skyldes i virkeligheden blot uhensigtsmæssige beslutninger. I situationen beslutter vi altid det, der synes bedst. Desværre ofte kun på den korte bane.

På længere sigt viser det så, at vi kunne have valgt en mere fordelagtig vej. Der handler det om at acceptere, at vi konstant gør det bedste vi kan. Havde vi kunne bedre, så havde vi også gjort bedre.

Her kommer tilgivelsen ind. Så længe vi fastholder situationen – uanset hvor ubehagelig den opleves – uden at ville tilgive os selv, at vi besluttede noget usmart engang – lige så længe fastholder vi oplevelsen af det, vi som regel gerne vil undgå, når vi har set den langvarige effekt.

Sæt dig selv fri!

Tilgiv dig selv, du vidste ikke bedre!

Du gør altid det bedste, du kan, for at få det bedst mulige liv. Og først når du ved bedre, kan du gøre bedre.

Du begik en fejl, dengang du troede, det var den rigtige løsning. Og hvad så? Nu ved du, at den løsning kunne være anderledes.

Tillad dig selv, at den 2-årige, 7-årige, 33-årige eller en anden yngre version af dig traf en beslutning, der viste sig at være uheldig, og som du nu ved, skal være anderledes.

Hvordan skal det være, når det er rigtigt?

Giv dig selv lov til at forestille dig, hvordan en ny beslutning kunne være.

Overvej, hvad den kan føre til, hvordan en ny beslutning kan påvirke måske ikke bare dit eget, men også andres liv og hverdag.

Brug tid på at folde de billeder, tanker og ideer ud, som måtte dukke op, når du tænker på den nye tilstand – den nye og mere konstruktive måde at være dig.

Mærk, hvordan det føles indeni, at du fremstår på en også for dig selv mere nyttig måde, møder andre med et nyt og opdateret selvbillede, hvor du endelig kan være fri for at skjule de gamle beslutninger og deres uheldige effekt.

Du kan give dig selv fri til at være den, du ønsker at være, alene fordi: Det tjener dig bedst – på lang sigt.

Hold fokus på den nye tilstand, den nye måde at være dig og du vil se, at du med tiden uden du tænker over forandringerne, vil være i den nye situation, når du giver dig selv lov. Og det har du vel fortjent?